Ny scene på Folkemødet skal give børn og unge en tydeligere stemme

| I år springer Børne- og Ungescenen ud for første gang på Folkemødet. Og det bliver selveste Sofie Linde, som skal styre debatterne og være vært for børn, unge og voksne, når de sammen tager fat om emner, der berører børn og unges liv på godt og ondt. Bag Børne- og Ungescenen står Ole Kirk's Fond sammen LEGO Fonden, Gerlev Idrætshøjskole og Playful Learning, der sammen ønsker at give børn og unge en tydeligere stemme på Folkemødet.

Fra den 16. til den 19. juni vil Børne- og Ungescenen emme af debatter, leg og samvær, som tilsammen skal gøre børn og unge mere synlige på Folkemødet og bringe deres stemmer tydeligere ind i den demokratiske debat. Det glæder Sofie Linde sig til at være frontkvinde for:

”Folkemødet er en fantastisk demokrati-fest, men for ofte er det os voksne, der sidder og kloger os på emner, der berører børn og unge. Jeg glæder mig vildt til at være med til at sørge for, at vi også får hørt fra børn og unge selv, om hvad de føler, tænker og oplever,” siger Sofie Linde.  

Debatter, leg og latter
Børne- og Ungescenen har temaet Trivsel, Leg og Læring, og det er LEGO Fonden, Ole Kirk’s Fond, Gerlev Idrætshøjskole og Playful Learning, som står bag. Ud fra et fælles ønske om at inddrage børn og unge mere aktivt i Folkemødet, har partnerne forvandlet 265 km2 på Kæmpestranden i Allinge til et univers, der danner rammen om debatter, events og legeaktiviteter – for børn, unge og voksne.

”På Børne- og Ungescenen vil vi udforske og udfordre status quo på emner, der berører børn og unge – på godt og ondt. Vi vil inspirere til løsninger og er helt overbeviste om, at de løsninger bliver bedre, når vi inddrager børn og unge. Deres holdninger, følelser og erfaringer er værdifulde og relevante og derfor i centrum for alle vores aktiviteter.  Og vi er alle superglade for, at Sofie Linde vil være med til at sætte fut i debatten og være vores dygtige vært,” siger Charlotte Degn, projektleder for Børne- og Ungescenen på vegne af partnergruppen.

Demokrati i børnehøjde
Også direktør for Folkemødet, Camilla Laudrup, ser frem til den nye Børne- og Ungescene:

”For Folkemødet har det længe været et ønske, at børn og unges perspektiver bliver endnu tydeligere i debatten. Det understøtter Børne- og Ungescenen, som styrker et vigtigt demokratiskaspekt til Folkemødet. Det glæder vi os meget til,” siger hun.

Børne- og Ungescenen åbnes torsdag den 16. juni kl. 12 med sang fra eleverne fra Kongeskærskolen i Allinge.