Nyhed

15.04.2026

Ole Kirk’s Fonds nye formand viderefører fondens arbejde

I juni 2025 tiltrådte Agnete Kirk Kristiansen som ny formand for Ole Kirk’s Fond, da Kjeld Kirk Kristiansen efter knap tre årtier i stolen gav stafetten videre til næste generation i familien.

En vinterdag ved årsskiftet, et halvt år efter sin tiltrædelse, har Agnete inviteret til samtale om det at træde ind i Ole Kirk’s Fond; om omsorg for andre, ansvarlighed og om at understøtte børns trivsel – om fondens historiske rødder, dens rolle, ansvar og fremtid. Agnete sidder ved et langt træbord på fondens kontor i Billund. Hun har taget sine noter frem. 

I dette interview, som er bragt i fondens årsskrift 2025, deler hun både personlige erfaringer og visioner for, hvordan en fond bedst gør en reel forskel. Fonden har med sine godt 60 år på bagen altid fulgt Kirk Kristiansen-familien. ”Ole Kirk’s Fond er ren glæde,” fortæller Agnete. “Når vi taler om fonden i familien, mærker vi stoltheden - forskellen, som den skaber, er nær, konkret og til at forstå.”

Se årsskrift 2025

Når omsorg bliver til handling
”Vi står på et fundament af næstekærlighed og ønsket om at give noget   tilbage”, siger Agnete. Det er essensen af Ole Kirk’s Fond – og et tema, den nye formand vender tilbage til igen og igen. ”Vi har en omsorg for andre og et ægte ønske om at gøre en positiv forskel for børn og deres familier.”

Fokus på børns og familiers trivsel
Man er ikke i tvivl om, at Agnete brænder for at styrke børns trivsel og deres muligheder for at udfolde sig.

”Vi skal være der for de sårbare børn og familier ved at støtte konkrete indsatser som jule- og feriehjælp samt skolestartshjælp – det er vigtigt”, siger hun og understreger også, at det er vigtigt for hende, at fonden fortsat engagerer sig i langsigtede indsatser, som arbejder for varige forbedringer af vilkårene for de mest sårbare og udsatte børn og deres familier. Fondens nye formand er også særligt optaget af mistrivselsagendaen og understreger vigtigheden af tidlige indsatser over for mistrivsel:

”Der er desværre en stigende mistrivsel blandt børn og unge. Da vi som fond kan arbejde langsigtet, giver det en særlig mulighed for at understøtte, at der bliver sat tidligt ind med effektfulde indsatser og på den måde bidrage til at skabe bedre betingelser for børn og familier gennem forebyggelse.”

Vi skal bidrage til at gøre en forskel
Med den nye formand for bordenden vil fonden fortsat være tæt på lokalsamfundet i Billund, samtidig med at den – gennem både store og små projekter med varierende grader af involvering – skal bidrage til børns og familiers trivsel på nationalt plan. ”Det er vigtigt, at vi er tæt på ansøgerne og gør en forskel dér, hvor behovet er størst”, pointerer Agnete. 

Vi skal respektere historien og de værdier, som fonden er bygget på. Det handler om at føre traditioner videre og bygge ovenpå det, tidligere generationer har sat i gang.

Agnete Kirk Kristiansen


Som ansøgningsbaseret fond behandler Ole Kirk’s Fond hvert år mere end 600 ansøgninger – samtidig deltager fonden aktivt i partnerskaber og udviklingsprojekter. Kombinationen kræver meget af sekretariatet, men det er netop den bredde, der ifølge Agnete gør fonden unik. “Vi skal selvfølgelig finde balancen mellem bredde og fokus,” understreger hun. “Nogle gange giver det mening at gå mere i dybden og tænke langsigtet på udvalgte områder - som fx Barndom Uden Vold og Mary Elizabeths Hospital. Samtidig skal vi holde fast i det, som også er fondens særlige styrke: nemlig vores fleksibilitet og vores støtte til de helt små, nære projekter i Billund.”

Fælles løsninger på samfundets udfordringer
Under interviewet fortæller Agnete også om, hvordan hun er optaget af, at det er i fællesskabet, vi lykkes med at gøre noget, der er større end os selv – og at det netop er det, der skal til, hvis vi skal løse de komplekse samfundsudfordringer: ”Mange fonde arbejder med de samme problemstillinger, som vi gør, og jo bedre vi er til at samarbejde og udveksle erfaringer, desto større effekt - og så kan vi også undgå dobbeltarbejde,” siger Agnete. 

”Det handler om at forene kræfterne – for børnenes skyld,” fortsætter Agnete og peger også her på styrken og de muligheder, der ligger i, at Ole Kirk’s Fond er en del af et større netværk med bl.a. LEGO® koncernen. 

Kræfterne skal bruges rigtigt 
”Ole Kirk’s Fond kommer til at være her i lang tid”, siger Agnete med et smil og fortsætter: ”Vi har en kæmpe styrke i, at vi står på et stærkt fundament. Vi tør tænke langsigtet; agilitet og tilpasningsevne er ligeledes kendetegnende for fonden. Vi er ikke nogen, der forsvinder i morgen, og det skal vi bruge til at videreføre fondens gode udvikling og være med til at styrke børns livskvalitet og muligheder for at udfolde sig – sammen med gode samarbejdspartnere.”

Interviewet er ved at være forbi. Agnete rejser sig op. Smilet er ikke mindre end før. Der er noget, hun mangler at sige: ”Jeg er ekstremt stolt og glad over at være tiltrådt som formand. Jeg håber, at min passion for børns trivsel og nytænkning i måden, vi samarbejder på, vil kunne mærkes – og ikke mindst gøre en forskel.”