Socialt

Fri For Mobberi

- Et antimobbe-program til vuggestuer, dagplejere, børnehaver, SFO'er og de mindste skoleklasser i grundskolen.

Fakta

Fri For Mobberi er et forebyggende program, der styrker børnefællesskaber med fokus på omsorg, mod, tolerance og respekt. 

  • Projektnavn Fri For Mobberi
  • Partnere Mary Fonden og Red Barnet
  • Bevilling 19,3 mio. kr.
  • Periode 2014 - 2027
Læs mere

Trygge fællesskaber giver børn mod, glæde og selvværd 

Trygge, inkluderende fællesskaber er afgørende for børns sociale trivsel, glæde, leg og dannelse. De erfaringer, børn får med fællesskaber og relationer i dagtilbud og i skolen, tager de med videre i livet. Er oplevelserne positive, bidrager de til børnenes selvværd og mod på at træde ind i nye fællesskaber – i fritiden, personlige relationer og – senere hen – uddannelse og arbejdslivet. Er de ubehagelige, kan de føre t il negative følelser, mistillid til omgivelserne og ensomhed. I utrygge fællesskaber har mobning større risiko for at opstå.

Fællesskaber er dynamiske og under konstant forandring. De er påvirket af kultur og normer, af fagpersoner, ledelse og forældre, af medier og børns individuelle og fælles historie. Alle faktorer, som konstant udvikles og forandres. Det betyder, at gode fællesskaber kan blive dårlige, men heldigvis også at usunde fællesskaber kan blive gode. Derfor er det vigtigt at arbejde målrettet og kontinuerligt med at skabe trygge og inkluderende børnefællesskaber i dagtilbud og skole – fra børnene er helt små. Det gør vi i Fri for Mobberi.

Børn skal indgå i trygge, mobbefrie børnefællesskaber 

Ole Kirk’s Fond har samarbejdet med Mary Fonden og Red Barnet om Fri for Mobberi siden projektets start i 2014. Formålet med Fri for Mobberi er, at alle børn i dagtilbud og indskoling skal kunne indgå i trygge og mobbefrie børnefællesskaber. Missionen er at klæde fagfolk på til at arbejde systematisk og målrettet med det trygge fællesskab og værdierne tolerance, respekt, omsorg og mod – i og på tværs af dagpleje, vuggestue, børnehave og indskoling blandt børn og voksne. I dag er Fri for Mobberi udbredt til 60 % af alle danske vuggestuer, 61 % af børnehaver og 61 % af alle skoler og SFO’er. Antallet af børn, der bliver mobbet, er – set over de sidste 20 år – faldet drastisk i Danmark. Fri for Mobberi har en andel heri. Til trods for de positive resultater er mobning dog fortsat et udbredt fænomen blandt danske børn, hvorfor det er vigtigt, at der fortsat ydes en forebyggende indsats for at skabe trygge og mobbefrie børnefællesskaber. 

Det er meget tydeligt, at der er en god kultur hernede, hvor man taler pænt til børnene og er gode til at tage konflikterne, når de sker. Fri for Mobberi støtter i høj grad op om denne kultur.

Forælder til børnehavebarn

Alle børn fortjener at vokse op i et trygt fællesskab, hvor de føler sig set, hørt og inkluderet. Mobning handler ikke om det enkelte barn, men om de fællesskaber, vi skaber omkring dem. Derfor støtter Ole Kirk’s Fond Fri For Mobberi – fordi tidlig indsats, stærke værdier og engagerede voksne kan gøre en reel forskel og give børn en barndom præget af omsorg, respekt og mod. 

Line Rasmussen, projektchef for det sociale område i Ole Kirk’s Fond.

Alle børn fortjener at vokse op i et trygt fællesskab, hvor de føler sig set, hørt og inkluderet. Mobning handler ikke om det enkelte barn, men om de fællesskaber, vi skaber omkring dem. Derfor støtter Ole Kirk’s Fond Fri For Mobberi – fordi tidlig indsats, stærke værdier og engagerede voksne kan gøre en reel forskel og give børn en barndom præget af omsorg, respekt og mod. 

Line Rasmussen, projektchef for det sociale område i Ole Kirk’s Fond.

Samarbejdspartner 

Mary Fonden er etableret i 2007 af H.M Dronning Mary. Mary Fonden arbejder for at bekæmpe social isolation ud fra den overbevisning, at alle har ret til at høre til. Mary Fonden har flere projekter inden for deres tre indsatsområder: Mobning og Trivsel, Vold i Hjemmet og Ensomhed.