Socialt

Barnet Blå Hus

- Et behandlings- og støttetilbud for børn og deres familier, der har særlige udfordringer på grund af alkohol- eller stofmisbrug.

Fakta

Blå Kors har i over 125 år hjulpet mennesker med misbrugsproblemer og deres familier. Med Barnets Blå Hus Vejle ønsker vi at styrke børn i nogle af livets sværeste vilkår.

  • Projektnavn Barnets Blå Hus i Vejle
  • Partner Blå Kors
  • Bevilling 7,4 mio. kr.
  • Periode 2022 - 2026
Læs mere

Når barndommen præges af misbrug  

Ifølge Sundhedsstyrelsen vokser 120.000 børn op i hjem, hvor forældrene har alkoholproblemer, dertil kommer de familier hvor der er stofproblemer. Mange af disse børn får ikke den nødvendige hjælp, og det har alvorlige konsekvenser for deres trivsel og udvikling.

Når et barn vokser op i et hjem med skadeligt eller afhængigt alkoholforbrug, mangler det ofte den grundlæggende tryghed, som er afgørende for en sund barndom. Omsorgen er typisk utilstrækkelig, og børnene må i mange tilfælde overtage voksenansvar og opgaver. Det kan hæmme barnets naturlige personlige, sociale og faglige udvikling og øger risikoen for alvorlige senfølger i voksenlivet. 

Vi ved, at en stor del af de børn, der vokser op i familier med misbrug, får behov for en særlig støtte for at kunne bearbejde deres opvækst. Uden den rette hjælp risikerer mange af dem selv at udvikle misbrugsproblemer som voksne, mens en anden stor gruppe oplever psykiske problemer som følge af de svigt og belastninger, de har været udsat for.  

Behandlings- og støttetilbud til børn og deres familier 

Barnets Blå Hus er et gratis behandlings- og støttetilbud for børn og deres familier, der har særlige udfordringer på grund af alkohol- eller stofmisbrug. Her går børnene i gruppeforløb, der typisk varer et halvt år. I grupperne kan børnene få sat ord på det, der er svært, og spejle sig i andre børn, der vokser op i familier med lignende problemer. Ole Kirk’s Fond har støttet etableringen af Barnets Blå Hus i Vejle, fordi projektet adresserer et stort og underforsynet behov for hjælp til børn i familier med misbrug. Tilbuddet er anonymt og uden visitation, hvilket gør det muligt at nå sårbare familier, der ikke opspores af det offentlige. Gruppeforløbet giver børnene viden om misbrug og hjælp til at forstå, at misbruget ikke er deres skyld. Samtidig styrkes børnenes selvværd, relationer og mestringsstrategier, så de bedre kan klare hverdagen, hvilket øger børnenes trivsel. 

Vi støtter Barnets Blå Hus indsatsen, fordi den hviler på et solidt fagligt fundament og adresserer en vigtig problematik: børn i familier med alkohol- og stofmisbrug. Metoden, de anvender, kombinerer viden, omsorg og fællesskab og har dokumenteret effekt på børns trivsel og modstandskraft.

Line Rasmussen, projektchef for det sociale område i Ole Kirk’s Fond.

Vi støtter Barnets Blå Hus indsatsen, fordi den hviler på et solidt fagligt fundament og adresserer en vigtig problematik: børn i familier med alkohol- og stofmisbrug. Metoden, de anvender, kombinerer viden, omsorg og fællesskab og har dokumenteret effekt på børns trivsel og modstandskraft.

Line Rasmussen, projektchef for det sociale område i Ole Kirk’s Fond.

Samarbejdspartner

Blå Kors er en kristen social hjælpeorganisation, der har hjulpet socialt udsatte børn, unge og voksne i Danmark i over 125 år. Formålet er at yde støtte og rådgivning, forebygge alkoholproblemer og give mere livskvalitet til udsatte (hjemløse, sindslidende og alkoholikere) samt deres familier. Blå Kors bruger ca. ¼ af deres midler på børn og unge bl.a. gennem TUBA, Barnets Blå Hus, familienetværksgrupper og på ferielejre.