Rammerne om et aktivt foreningsliv bliver fornyet
Med støtte fra Ole Kirk’s Fond bliver Kærhuset i Billund renoveret, så huset fortsat kan danne ramme om lokale fællesskaber. Kærhuset er hjemsted for en række lokale foreninger – bl.a. FDF og KFUM- og KFUK-spejderne, Billund Cykelmotion og Billund International Fellowship – og bruges derudover til lejrskoler, weekendlejre, kurser m.v. Huset danner således rammen for mange forskelligartede aktiviteter for både børn, unge og frivillige i alle aldre.
40 års brug kalder på fornyelse
Efter 40 års brug er Kærhuset nedslidt og trænger til en omfattende indvendig renovering og opdatering af inventar. Formålet med projektet er at sikre, at huset fortsat kan fungere som et trygt, tilgængeligt og tidssvarende mødested for fællesskaber på tværs af alder og interesser – med fokus på dannelse, fritid og frivillighed.