Scroll

Rejsen til Ghana

Miriam Kimambo er et typisk eksempel på en pædagogstuderende fra Københavns professionshøjskole Campus Carlsberg, der har været på praktikophold i udlandet i forbindelse med 6. semester. Hun rejste i 2018 til Ghana, hvor hun var i praktik i en offentlig inklusionsskole for børn med fysiske og psykiske udfordringer.
Fællesskab gennem dramaforløb

Miriam fortæller, at hendes fokus har været at arbejde inkluderende med børnene og skabe et fælleskab, hvor der er plads til leg og læring. Hun har arbejdet på et dramaforløb sammen med indskolingsbørn fra tredje klasse, hvor de har brugt de fire dramaturgiske grundelementer, som er figur, tid, rum og fabel. Da der var få midler til rådighed, brugte børnene kridt til at sminke hinanden og derved skabe fiktive figurer – ligesom hvis der havde været kostumer eller ansigtsmaling.

I Ghana har de en helt anden måde at gribe pædagogik an på, end den måde jeg er vant til i Danmark. Det har været øjenåbner for mig at se, at ikke alle børn har adgang til gratis skole, som vi har i Danmark. I Ghana koster alt penge. Her er jeg blevet mindet om, hvor heldige og privilegerede vi er i Danmark, sammenlignet med hvad børnene har i Ghana.

Miriam Kimambo, pædagogstuderende

Støtte til både faglig- og personlig udvikling

Ole Kirk’s Fond uddeler studierejselegater til pædagogstuderende, fordi fonden ønsker at understøtte, at den studerende kan rejse ud i verden og tilegne sig faglige kvalifikationer, der ikke nødvendigvis kan fås på uddannelsesinstitutionen i Danmark. Fonden lægger også vægt på, at den studerendes motivation er velovervejet og rummer både en faglig og personlig dimension. Gennem et praktikophold i udlandet lærer den pædagogstuderende at begå sig internationalt og arbejde sammen med mennesker med en anden baggrund – det er en værdifuld erfaring at tage med tilbage til det pædagogiske arbejde i Danmark.