2023 i Ole Kirk’s Fond

| Endnu et år med en lang række af gode projekter og indsatser af forskellig størrelse og karakter

Vi har i dag offentliggjort vores årlige rapport, som vi kalder bevillingsoverblik. Her giver vi et indblik i de forskellige projekter og indsatser, som fonden har støttet i årets løb.

V har i 2023 uddelt 327 mio. kr. til en lang række projekter af forskellig størrelse og karakter; nogle lokalt forankret og drevet af ildsjæle i Billund Kommune, som ligeledes er hjemsted for vores fond. Andre er brede og forebyggende i tæt samarbejde med landsdækkende organisationer og kommer børn i hele Danmark til gode.

Her kan du se bevillingsoverblik 2023.

”2023 har for Ole Kirk’s Fond været endnu et år, hvor vi har bevilliget midler til mange gode projekter – små som store og båret af mange dygtige fagfolk og ildsjæle. Vi prøver at holde fast i vores ambition om altid at være samtidsrelevante og bidrage ind i det, der rører sig. Det synes vi, at Mary Elizabeths Hospital og det nye program ’En barndom uden vold i familien’ er bud på i forhold til at udfordre, hvordan vi kan nyskabe varige forandringer i samarbejde med mange dedikerede samarbejdspartnere.

Samtidig har vi øje for de aktuelle behov, som fx at antallet af danskere, der har økonomiske udfordringer, fortsat er meget højt, og vi har derfor bl.a. fordoblet beløbet til julehjælp i 2023”, siger Karin Skjødt Hindkjær, direktør i Ole Kirk’s Fond.

Varig forandring for sårbare børn og deres familier
Foruden at vise bredden af bevillinger i årets overblik, fortæller vi også lidt mere indgående om vores to store initiativer. Herunder en status på byggeriet af Mary Elizabeths Hospital – Riget for børn, unge og gravide, samt igangsættelsen af det selvstændige program med arbejdstitlen: ’En barndom uden vold i familien’. Med begge indsatser ønske vi i Ole Kirk’s Fond at bidrage til at skabe nye, varige forandringer for udsatte børn og deres familier - i samarbejde med mange dedikerede offentlige og private samarbejdspartnere.

”Vores to satsninger tegner året ret godt. Først og fremmest Mary Elizabeths Hospital, hvor vi sammen med Rigshospitalet og Region Hovedstaden med fejring af rejsegilde kunne markere en vigtig milepæl for projektet. Dernæst lancering af programmet, som samler en lang række aktører på tværs af velfærdsområder og fagligheder med et fælles mål om, at færre børn i Danmark skal vokse op med vold tæt inde på livet.” siger Karin Skjødt Hindkjær.

Ud af de 637 ansøgninger, som vi modtog, støttede vi i alt 280 projekter i 2023. Ole Kirk’s Fond er primært uddelende på nationalt niveau, dernæst globalt og lokalt i Billund Kommune.