De første leveår former barnets fremtid
Graviditeten og de første leveår er afgørende for barnets udvikling, tilknytning og livsmuligheder. Forældre i socialt udsatte positioner kan være præget af psykisk sårbarhed, misbrug, svag tilknytning til arbejdsmarkedet eller andre komplekse udfordringer, som svækker forældreevnen.
Når forældre mangler overskud, netværk og viden om det lille barns behov, øges risikoen for mistrivsel allerede i 0–3-årsalderen. En mistrivsel, der kan forplante sig og give barnet dårligere forudsætninger for at klare sig resten af livet.
Derfor støttede Ole Kirk’s Fond i 2023 etableringen og udviklingen af et nyt familiegruppekoncept i Kirkens Korshær, hvor 15 forældregrupper blev etableret med fokus på at styrke forældrekompetencer, tilknytning og barnets trivsel i familier med store sociale problematikker. Indsatsen blev evalueret i 2025, og viste signifikante forbedringer i forældrenes mentale trivsel og tilfredshed i forældrerollen.