Lokalt i Billund

Brobygning til fællesskaber i Billund

- Frivilligcenter Billund hjælper sårbare borgere ind i meningsfulde fællesskaber.

Fakta

  • Projektnavn Brobygning – flere ind i fællesskaber
  • Partner Frivilligcenter Billund
  • Bevilling 750.000 kr.
  • Periode 2025 - 2027

Når fællesskaber er svære at finde vej ind i

For nogle borgere i Billund Kommune er vejen ind i lokale fællesskaber ikke helt lige til. Det gælder bl.a. voksne, der lever med psykisk sygdom eller står i en svær livssituation og derfor har en svag tilknytning til arbejdsmarkedet, fællesskaber og lokalsamfundet.

Når mennesker står uden for fællesskaber, kan ensomhed og mistrivsel vokse. Meningsfulde fællesskaber kan give struktur, mening og tilhørsforhold i hverdagen. For nogle kræver det dog en hånd i ryggen at tage det første skridt. 

En brobygningsmodel med kendskab, følgeskab og værtskab

Med støtte fra Ole Kirk's Fond og KG Fonden har Frivilligcenter Billund ansat en projektleder, der skal arbejde med at implementere en brobygningsmodel. Modellen skal hjælpe sårbare borgere med at finde vej ind i lokale fællesskaber og arbejder med fire elementer: kendskab, følgeskab, værtskab og fællesskab.  

Først skabes der sammen med en kommunal sagsbehandler eller pårørende overblik over relevante tilbud for borgeren. Herefter kan en frivillig hjælpe med at bygge bro og ledsage borgeren ind i det udvalgte fællesskab. 

Frivillig Center Billund arbejder samtidig med at styrke modtagelsen i foreningerne via oplysning og netværksmøder, så nye deltagere mødes med åbenhed og tryghed. Målet er ikke kun borgerens deltagelse, men at borgeren opnår reel tilknytning og danner nye relationer.

I det støttede projekt indgår desuden midler til udbredelse af platformen socialkompas.dk, så borgere, pårørende og fagpersoner lettere kan finde vej til relevante fællesskaber i kommunen. 

Fællesskaber er afgørende for livskvalitet. Når vi sammen med lokale aktører bygger bro ind i fællesskaber, styrker vi både individet – og de lokale fællesskaber.

— Karin Skjødt Hindkjær, direktør i Ole Kirk's Fond.

Fællesskaber er afgørende for livskvalitet. Når vi sammen med lokale aktører bygger bro ind i fællesskaber, styrker vi både individet – og de lokale fællesskaber.

— Karin Skjødt Hindkjær, direktør i Ole Kirk's Fond.

Et lokalt samarbejde med fælles ansvar

Projektet er et samarbejde mellem Frivilligcenter Billund og Billund Kommune med støtte fra Ole Kirk’s Fond og KG Fonden. Frivilligcenter Billund driver indsatsen og uddanner frivillige brobyggere. Kommunale medarbejdere bidrager med faglig sparring og henvisning af borgere.