På LEGO® World med LEGO® Charity og Danske Hospitalsklovne

| I vinterferien havde Ole Kirk’s Fond og LEGO Charity endnu en gang et aktivitetsområde på LEGO World. I år blev Danske Hospitalsklovne inviteret med. Sammen hilste vi på tusindvis af børn og deres familier, som var med til at støtte hospitalsklovnenes arbejde gennem en sjov – og kæmpe - byggeaktivitet.

I vinterferien kunne børn i alle aldre tage med familien til LEGO World i Bella Centret i København. LEGO World er en stor LEGO byggeplads, som hvert år byder på leg og læring i mere end 30 aktivitetsområder.

Ole Kirk’s Fond har hvert år et aktivitetsområde på LEGO World i samarbejde med LEGO Charity, og i år var ingen undtagelse.

Sammen ønsker vi at skabe gode oplevelser for børn og deres familier i vinterferien og at gøre opmærksom på en velgørende organisations arbejde. Hvert år inviterer vi derfor en organisation med på vores aktivitetsområde. Fælles for organisationerne er, at de har børn i centrum for deres arbejde.

I år blev Danske Hospitalsklovne inviteret med. Danske Hospitalsklovne støtter indlagte børn igennem deres sygdomsforløb. Med deres arbejde spreder de smil og glæde hos indlagte børn og familier, når der er allermest brug for det.

KÆMPE mosaikbyggeri

På vores aktivitetsområde fik tusindvis af børn til opgave at bygge en kæmpe mosaik med over 900 byggeplader og mere end 81.000 LEGO® klodser, som tilsammen skulle danne et billede af en hospitalsklovn, som giver et barn et stort kram.
For hver plade der blev bygget til mosaikken gav Ole Kirk’s Fond 20 kr. til Danske Hospitalsklovnes arbejde. Det blev til rigtig mange byggeaktiviteter. Da årets LEGO World var gået på hæld, valgte Ole Kirk’s Fond at runde det indsamlede beløb op og kunne derfor give 150.000 kr. til hospitalsklovnene. Den store mosaik får de til deres kontor.

Et stort tak til alle børn og forældre, som besøgte os på LEGO World!

 

Om LEGO® Charity

LEGO® Charity blev etableret i 2006 med det formål at håndtere produktdonationer til børn i udsatte læringsmiljøer eller sårbare situationer. LEGO Charity’s primære og største aktivitet er pakningen af LEGO Charity Play Boxes, som doneres til organisationer verden over. Derudover bliver beskadigede og overskuds LEGO æsker samlet ind i løbet af året og delt ud som julegaver.

Relevante nyheder