Nyhed

23.02.2026

Barndom Uden Vold

Hvert 6. barn vokser op med vold - landsdækkende befolkningskampagne opfordrer danskerne til at handle

Ole Kirk’s Fond står sammen med mere end 50 partnere bag den nye landsdækkende oplysningsindsats Lærkevej, der skal gøre det mindre tabubelagt at tale om vold mod børn - og styrke voksnes mod til at handle.

Med den landsdækkende oplysningsindsats Lærkevej sætter Barndom Uden Vold og et bredt partnerskab af politi, kommuner og organisationer fokus på en enkel, men afgørende opfordring: Er du bekymret for et barn? Sig det højt.

Alt for mange børn i Danmark vokser op med vold i hjemmet. Hvert 6. barn oplever vold - ofte uden at nogen griber ind.

Med den landsdækkende oplysningsindsats Lærkevej sætter Barndom Uden Vold og et bredt partnerskab af politi, kommuner og organisationer fokus på en enkel, men afgørende opfordring: Er du bekymret for et barn? Sig det højt. Læs mere om kampagnen og få hjælp til hvad du kan gøre, hvis du har en bekymring, på www.barndomudenvold.dk

Indsatsen skal øge bevidstheden om vold mod børn og gøre op med den tvivl, der ofte holder voksne tilbage fra at reagere. For vold mod børn foregår ikke et særligt sted. Den kan finde sted på enhver vej - også på Lærkevej.

“Vold mod børn er ikke et privat anliggende. Det er et samfundsansvar. Hvis vi er bekymrede, skal vi turde sige det højt,” siger Karin Skjødt Hindkjær, direktør i Ole Kirk’s Fond.

Vold må aldrig være et privat anliggende

Kampagnen tager visuelt og sprogligt afsæt i “Lærkevej”, et af Danmarks mest udbredte vejnavne. Grebet understreger, at vold i familien ikke foregår et andet sted - men midt iblandt os.

Over en treugers periode vil kampagnen være synlig i hele landet gennem outdoor-plakater i de 30 største kommuner, digitale annoncer, sociale medier, presse og aktivering via partnerkredsen.
Indsatsen suppleres af personlige fortællinger, blandt andet fra en ung kvinde, der voksede op med vold uden at blive mødt af voksnes indgriben. Hendes historie minder os om, hvor afgørende det er, at nogen ser, lytter og handler.

En samtalestarter i øjenhøjde

Som en del af indsatsen lanceres også en digital boligannonce. Den ligner en helt almindelig salgsannonce, men teksten afslører gradvist, at hjemmet har været rammen om vold mod et barn.

Formålet er at gøre voldens realitet nærværende dér, hvor vi normalt ikke forventer at møde den - på en helt almindelig vej.

Et bredt partnerskab for børnene

Barndom Uden Vold er initieret og støttet af Ole Kirk’s Fond og etableret som forening i 2024 med Bikubenfonden. Foreningen driver et 10-årigt program, der skal forebygge og stoppe vold mod børn i familien.

Den landsdækkende oplysningsindsats er udviklet i samarbejde med fagfolk, myndigheder og organisationer. 

Fakta om kampagnen

  • Lanceret 23. februar 2025
  • Varighed: Tre uger
  • Synlig i hele landet
  • Mere end 50 partnere står bag, herunder både politi, kommuner og organisationer, der hjælper børn

Læs mere om kampagnen