Screeningsmodel skal bane vej for tidligere hjælp
Indsatsen 'Sammen uden vold – Småbørnsforældre' bliver nu taget i brug i Københavns Kommune. Her skal en screeningsmodel gøre det lettere for sundhedsplejerskerne at tale med forældre om blandt andet trivsel, konflikter og vold som en naturlig del af besøgene i barnets første leveår.
Målet er at opspore familier, der lever med voldsomme konflikter eller vold, så tidligt som muligt og hjælpe dem videre til relevant støtte.
”Børn skal kunne vokse op i trygge familier uden vold. Derfor er det afgørende, at familier, hvor konflikter og vold fylder, bliver set og får den rette hjælp så tidligt som muligt. Vi ved, at sundhedsplejen har en særlig mulighed for at nå familierne tidligt, og derfor er vi glade for, at redskaberne fra 'Sammen uden vold' nu også bliver en del af arbejdet i Københavns Kommune. Det betyder, at endnu flere børn og familier kan få hjælp, før problemerne vokser sig større.”
— Karin Skjødt Hindkjær, direktør i Ole Kirk’s Fond.
Flere familier bliver fundet
'Sammen uden vold – Småbørnsforældre' er udviklet af Mary Fonden, Dialog mod Vold og Ole Kirk’s Fond i samarbejde med Albertslund, Glostrup, Helsingør, Hvidovre og Høje-Taastrup Kommuner.
Erfaringerne fra de fem kommuner viser, at indsatsen gør en forskel. Efter screeningsmodellen blev indført, opsporede sundhedsplejerskerne 181 familier på halvandet år. Før indsatsen blev der fundet mellem 8 og 22 familier i en tilsvarende periode.
”Med indsatsen har vi set, at sundhedsplejerskerne finder langt flere familier og henviser dem til den hjælp, de har brug for, efter at screeningen er blevet en naturlig del af deres arbejde. At indsatsen nu bliver udbredt til landets største kommune, er et stort skridt i retningen mod at sikre, at færre børn vokser op i familier med vold,” siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.
Sundhedsplejerskerne får redskaber til at handle
Screeningsmodellen er dialogbaseret. Sundhedsplejerskerne spørger flere gange i løbet af barnets første leveår forældrene til deres parforhold, trivsel, konfliktniveau og eventuel vold.
Samtidig får sundhedsplejerskerne mere viden om vold i nære relationer og redskaber til at rådgive forældrene og hjælpe dem videre. Det kan blandt andet være til konflikthåndteringsforløb eller andre tilbud i kommunen eller civilsamfundet, alt efter familiens behov.
Erfaringerne viser også, at forældre, der har deltaget i indsatsens konflikthåndteringsforløb, oplever stor værdi af forløbet. De peger blandt andet på, at de bliver bedre til at kommunikere og håndtere konflikter med hinanden.
Indsatsen når ud til flere
Ud over de fem kommuner og nu København er Sammen uden vold – Småbørnsforældre også udbredt til Bornholms Regionskommune og Halsnæs Kommune. Der findes en tilsvarende indsats, der er udbredt til Odense og Assens – den hedder STOP Volden Sammen.
Flere kommuner i Region Hovedstaden kommer til i løbet af efteråret.
Om Sammen uden vold – Småbørnsforældre
Sammen uden vold – Småbørnsforældre er et samarbejde mellem Mary Fonden, Dialog mod Vold og Ole Kirk’s Fond. Indsatsen skal styrke sundhedsplejerskernes mulighed for at opdage voldsomme konflikter og vold i småbørnsfamilier og hjælpe familierne videre til relevant støtte.
Læs mere om projektet