Nyhed

18.09.2025

Humanitært

Aktivering af vores globale nødhjælpspuljer

Siden juli har vores nødhjælpspuljer været aktiverede fem gange med livreddende hjælp til mennesker i akut nød. Indsatserne har særligt været rettet mod børn og familier, der befinder sig i sårbare situationer som følge af naturkatastrofer og væbnede konflikter.

Gennem de faste puljesamarbejder, som vi har sammen med Røde Kors og DRC Dansk Flygtningehjælp er det muligt for nødhjælpsorganisationerne at reagere hurtigt, når katastrofen rammer. 

Det betyder bl.a. at mennesker i nogle af verdens hårdest ramte områder får adgang til basale fornødenheder som mad og husly. 

Røde Kors - Katastrofepuljen

Katastrofepuljen gør det muligt for Røde Kors at rykke hurtigt ud, når naturkatastrofer rammer. Siden juli er puljen blevet aktiveret to gange:

  • Afghanistan: Jordskælvsramte familier har modtaget akut nødhjælp samt psykosocial støtte - 1 mio. kr.

  • Yemen: Særligt udsatte familier har fået hjælp efter voldsomme oversvømmelser - 1,2 mio. kr.

DRC Dansk Flygtningehjælp - Akutpuljen

Akutpuljen sikrer, at Dansk Flygtningehjælp kan yde hjælp til mennesker på flugt eller internt fordrevne som følge af konflikter og naturkatastrofer. I løbet af de seneste måneder er puljen blevet aktiveret tre gange:

  • Sudan: Nødhjælp til internt fordrevne som følge af væbnede konflikter - 2,9 mio. kr.

  • Etiopien: Støtte til internt fordrevne berørt af etnisk vold og uro - 1,3 mio. kr.

  • Latinamerika: Hjælp til migranter og internt fordrevne ramt af oversvømmelser - 1,5 mio. kr.

Vi er glade for, at vi med disse indsatser bidrager til, at Røde Kors og DRC Dansk Flygtningehjælp kan udføre deres vigtige arbejde med at hjælpe mennesker i akutte og sårbare situationer i verdens brændpunkter, hvor der er brug for hurtig handling for at kunne leve og overleve.

Karin Skjødt Hindkjær, direktør for Ole Kirk’s Fond.

Faste samarbejder for hurtig nødhjælp

I Ole Kirk’s Fond støtter vi humanitært arbejde gennem de to langsigtede puljesamarbejder med DRC Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors. Begge puljer adresserer akutte behov, der opstår i forbindelse med naturkatastrofer og menneskeskabte kriser.

Vores samarbejdsmodel bygger på hastighed, fleksibilitet og gensidig tillid. Puljerne giver netop vores samarbejdspartnere mulighed for at handle hurtigt og effektivt - og hjælpe børn og familier i verdens brændpunkter, når kriser og katastrofer rammer.

Læs mere om de humanitære indsatser