Nyhed

15.04.2025

Fondens udvikling: 60-års jubilæum

Ole Kirk’s Fond blev stiftet i 1964 til minde om LEGO virksomhedens grundlægger, Ole Kirk Kristiansen. Fonden er den ældste fond i LEGO® økosystemet og her 60 år efter dens stiftelse, er vi fortsat drevet af at gøre en forskel for mennesker, i særdeleshed børn og deres familier – både i hjembyen Billund, men også nationalt og globalt.

De første 20-30 år efter fonden blev grundlagt, levede Ole Kirk’s Fond et stilfærdigt liv. I arkiverne findes der ikke mange beretninger om fonden fra den tid. Det betyder dog ikke, at fonden ikke var aktiv – man fortalte blot ikke rigtig om det, som fonden støttede hverken til datidens dagspresse eller i lokalsamfundet. Sådan var opdraget fra fondens første bestyrelsesformand Godtfred Kirk Christiansen.

Dykker man ned i bestyrelsesreferater fra fondens første leveår, ses der både høj aktivitet og bredde i bevillingerne: Fra mindre beløb på få hundrede kroner givet til en enke i forbindelse med en begravelse til studielån og donationer til de lokale skoler. Fonden bevilligede også midler til forskellige kultur- og fritidsrelaterede aktiviteter i Billund og omegn, bl.a. et friluftsbad, et spejderhus samt etablering af det lokale samlingssted Billund Centeret, som her 50 år efter åbningen stadig fungerer som et fælles mødested med både bibliotek, cafeteria og en kirke til stor glæde for kommunens borgere. 

Som bestyrelsesformand for Ole Kirk’s Fond er jeg stolt over at have været en del af fondens enorme udvikling gennem årene. Her tænker jeg særligt på dens mangeårige bidrag til både lokale fællesskaber i Billund og stigende involvering i de brede indsatser, som er med til at skabe tryghed, trivsel og udfoldelsesmuligheder for børn i hele Danmark.

Kjeld Kirk Kristiansen

Fra lokal til national involvering

Ved etableringen i 1964 var fondens fokus først og fremmest Billund og omegn. Ønsket var at gøre Billund til et attraktivt sted at bosætte sig. LEGO virksomheden voksede nemlig, og ønsket om at blive en international virksomhed betød også, at der var et stigende behov for at tiltrække nye medarbejdere. Fondens bevillinger begynder dog hurtigt at brede sig udover kommunegrænsen, i takt med at der kommer ansøgninger fra hele landet. Det gælder især inden for det sociale område med støtte til bl.a. KFUM’s Sociale Arbejde og Kirkens Korshær samt ferielejre og julehjælp, som fonden sidenhen har bevilliget midler til hvert år.

Markant udvikling inden for de seneste 10 år

I løbet af 90’erne og 00’erne begyndte fonden at åbne lidt mere op og mere proaktivt at fortælle om de gode projekter, som der blev bevilliget midler til. Fonden var på dette tidspunkt fortsat en ren ansøgningsbaseret fond. Den aktive partnerrolle og øgede involvering fra fondens side, især inden for det sociale område, er først sket inden for de seneste 10 år.

Ambitionsniveauet øges – Mary Elizabeths Hospital

I 2016 og i årene, der leder op til, skifter fonden gear både økonomisk, organisatorisk og strategisk. Tankerne om øget involvering i udviklingsprojekter begynder at tage form, og Ole Kirk’s Fond indleder et for fonden historisk samarbejde omkring etableringen af det nye børnehospital sammen med Rigshospitalet og Region Hovedstaden.

Fonden giver i 2016 sin første store bevilling til projektet, og otte år efter projektstart er det blevet til en samlet bevilling på knap 1 mia. kr., hvilket er omtrent en tredjedel af det samlede budget for byggeriet.

Forud for det banebrydende projekt og samarbejde om Mary Elizabeths Hospital har fonden fået en ny økonomisk struktur. Med midler fra LEGO Fonden er bevillingsniveauet øget markant og med en større uddelingsramme følger også ambitionen om at hjælpe endnu flere børn og familier. Det er således i denne periode fonden skærper sin uddelingsstrategi og får skabt fokus for og prioritering af sine uddelinger. Det er også fra 2016 og fremefter, at fonden begynder at opbygge en reel organisation. Flere ressourcer tilknyttes løbende fonden, og der ansættes en direktør.

Udover Ole Kirk’s Fonds direktør består fonden i dag af syv medarbejdere som på forskellig vis bidrager til den daglige drift. Derudover får fonden løbende administrativ support fra KIRKBI efter behov.

Fortsat med respekt for sin historie

I dag er Ole Kirk’s Fond således både ansøgningsbaseret og involveret i udviklingsprojekter med danske organisationer inden for især det sociale område samt en aktiv partner i større, systemiske projekter og indsatser som bl.a. etableringen af Mary Elizabeths Hospital samt indsatsen Barndom Uden Vold. Med respekt for og med udgangspunkt i fondens unikke ophav vil Ole Kirk’s Fond fortsætte sit arbejde med at understøtte børn og familier i at få de bedste betingelser for at trives og udfolde sig – især de mest udsatte børn, der har brug for en ekstra håndsrækning og støtte.

Fundamentet i Ole Kirk's Fond

Omsorg og alle børns ret til at være børn var centrale drivkræfter for LEGO virksomhedens grundlægger Ole Kirk Kristiansen. Hans pionérånd, nytænkning, handlekraft og omsorg for andre er fortsat centralt for fondens virke.

Længe inden der var noget, der hed Ole Kirk’s Fond, kom dette bl.a. til udtryk i Ole Kirks ageren i lokalsamfundet i Billund, hvor han havde en snedkerforretning. Han valgte bl.a. at ansætte og huse medarbejdere bestående af unge mænd fra et børnehjem. Han ville nemlig lære dem snedkerhåndværket og afhjælpe den sårbare situation, som de befandt sig i, så de kunne klare sig selv i deres voksenliv. Det er blandt andet denne respektfulde og omsorgsfulde tilgang til livssituationer, som fonden bygger sit arbejde på.