Nyhed

30.09.2024

Barndom Uden Vold

I en ny bog fortæller unge gennem ord og kunst, hvordan de har oplevet en barndom med vold

Kh Børnene er en ny bog til fagfolk om otte unge voksnes egne fortællinger om deres oplevelser med vold i familien. Med bogen gives et helt unikt og smerteligt indblik i de unges oplevelser af et børneliv med vold, trusler og massive svigt.

Kh Børnene er udgivet af Barndom Uden Vold med støtte fra Ole Kirk’s Fond, på forlaget Ordskælv, i partnerskab med Poesiens Hus. 

Gennem et halvt år har de otte unge voksne deltaget i et skriveforløb og kondenseret deres egne oplevelser. I bogen sender de et klart budskab om, at de ikke blev lyttet til som børn, og at der manglede en voksen, som kunne have grebet ind og givet den nødvendige støtte og beskyttelse. Det peger på et behov for, at voksne i højere grad tager ansvar og handler, når der er mistanke om vold. Samtidig understreger fortællingerne behovet for systemiske løsninger, der kan forbedre indsatsen for voldsudsatte børn. Det indebærer blandt andet et styrket tværfagligt samarbejde og en målrettet indsats for at støtte børn i at bearbejde de traumer, de har med sig.

Det var på en gang utrolig barsk men også bydende nødvendigt at lytte til de unges fortællinger. Når børn og unge bruger deres stemmer på den her måde, bliver vi altid klogere! De er så seje, at de vælger at stå frem og dele ud af deres inderste fra barndommen. For at åbne vores øjne og hjerter for det der sker – til at hjælpe fagfolk, som arbejder for at gøre en forskel for voldsramte børn og familier, til endnu bedre at forstå og se.

Karin Skjødt Hindkjær, direktør i Ole Kirk’s Fond.

Når vi bruger en kunstnerisk udtryksform, er det for at gøre det lettere at lytte til det, der er svært. Nu har børnene fortalt deres hemmeligheder, så er det op til os som velfærdssamfund og ansvarlige voksne at lytte og finde modet til skabe de systemforandringer, der er behov for.

Lisbeth Jessen, direktør i Barndom Uden Vold.

Om Barndom Uden Vold

Barndom Uden Vold er en forening, som vil gentænke den hjælp, som voldsramte børn og familier i dag får tilbudt – det skal ske i et tæt samarbejde med førende fagfolk, private og offentlige organisationer på tværs af sektorer. Sammen vil de skabe holdbare løsninger, som er velforankret i de systemer, som skal være med til at gribe ind inden volden sker, sikre målrettet hjælp når den sker og bidrage til at vi får endnu flere børn, som vokser op uden vold i deres barndom. Barndom Uden Vold er igangsat som en mangeårig indsats af Ole Kirk’s Fond og stiftet som en forening i samarbejde med Bikubenfonden.

Læs mere