Ole Kirk’s Fond støtter befolkningen i Afghanistan gennem en ekstraordinær bevilling til Røde Kors i Danmark

| Befolkningen i Afghanistan befinder sig lige nu i en kritisk og kaotisk humanitær situation. Ole Kirk’s Fond bevilliger derfor 50 millioner kroner til Røde Kors til en indsats i det krigshærgede og tørkeramte land.

Titusindvis af mennesker er drevet på flugt. Der meldes om overgreb og drab på civile og mange sårede. Der er et ekstraordinært pres på hospitaler, og infrastruktur er blevet ødelagt, hvilket besværliggør adgang til livsvigtige forsyninger. I befolkningen hersker der stor utryghed om landets fremtid og den enkeltes sikkerhed. Derudover kæmper Afghanistan med en alvorlig tørke, og hundredtusindvis havde i forvejen brug for akut, livsvigtig hjælp.

Ole Kirk’s Fond bevilliger nu ekstraordinært 50 millioner kroner til Røde Kors, som lige nu arbejder intenst på at sikre hospitalsbehandling, psykologisk førstehjælp til børn og unge samt distribution af nødhjælp til landets befolkning.

”Hele verden følger med i den kaotiske situation i Afghanistan og føler med befolkningen. Derfor er det et meget stort ønske for Ole Kirk’s Fond at kunne bidrage til Røde Kors’ arbejde med at afhjælpe den humanitære krise,” siger Karin Skjødt Hindkjær, direktør i Ole Kirk’s Fond, der er en almennyttig fond stiftet til minde om LEGO® virksomhedens grundlægger.

Støtte til humanitære indsatser er ét af Ole Kirk’s Fonds fem uddelingsområder. Fonden støtter primært humanitært gennem to globale katastrofepuljer, hvor fokus er på agilitet og muligheden for at reagere hurtigt i en akut krisesituation. Situationen i Afghanistan kalder på en ekstraordinær og hurtig indsats.

”Det er med stor respekt for Røde Kors’ arbejde og med et stort ønske om at hjælpe den afghanske befolkning, at Ole Kirk’s Fond sender denne bevilling afsted,” fortsætter Karin Skjødt Hindkjær.

Livsvigtig hjælp til den afghanske befolkning

Bevillingen på 50 millioner kroner fra Ole Kirk’s Fond til Røde Kors skal primært bruges inden for tre områder:

  • Støtte til drift af sundhedsklinikker og hospitaler
  • Psykologisk førstehjælp og aktiviteter – primært målrettet kvinder, børn og unge
  • Distribution af mad og nødhjælpspakker

”Bevillingen fra Ole Kirk’s Fond vil gøre det muligt for Røde Kors under de mest kaotiske omstændigheder at nå titusindvis af afghanere med sundhedsydelser og nødhjælpspakker,” siger Anders Ladekarl, generalsekretær og fortsætter:

”Afghanistan er i midten af en transition, og det er svært for afghanerne og for os at forudse resultatet. Men vi ved, at de humanitære behov er enorme. Siden 1. august har vi behandlet mere end 7.000 sårede patienter på egne eller støttede klinikker og hospitaler over hele landet. Vores medicinske teams vil fortsætte arbejdet og forventer at modtage patienter i de kommende måneder og år frem – både fra løbende kamphandlinger og fra ueksploderet ammunition. Det er hjerteskærende at se børn og unge mænd og kvinder, der har mistet lemmer på vores skadestuer. Den flotte bevilling er afgørende for det arbejde,” siger Anders Ladekarl.  

Relevante nyheder